Venner skal gøre integrationen nemmere

Et Folketingsvalg står for døren. De politiske vinde blæser i alle mulige retninger, og man skal holde tungen lige i munden for at hitte rede i, hvem der mener hvad og hvorfor. Én af de nye drenge i klassen af håbefulde folketingskandidater er 21-årige Søren Bo Pedersen, der stiller op for Radikale Venstre. Han slår især på tromme for, at integrationen skal tages alvorligt.
Jonas Kjærsgaard Laasholdt

I en tid, hvor paradigmeskifte er den helt varme kartoffel i dansk politik, står Søren Bo Pedersen i den lejr, der mener, at det er den forkerte vej at gå.
”Grundlæggende mener jeg, at man skal have fokus på integration. Ikke hjemsendelse. Selvom dem, der kommer er flygtninge, synes jeg, de har krav på, og ret til en udsigt til, hvad der skal ske resten af deres liv. De skal have lov til at blive her, hvis de kommer i arbejde,” siger Søren Bo Pedersen.

I forhold til, hvem der skal løfte integrationsopgaven mener Søren Bo Pedersen, at kommunerne skal have mere ansvar og flere muligheder for at klare den. Her er det især frivillighed, der kan hjælpe integrationen på vej, ifølge den nyopstillede folketingskandidat. Han har selv været en del af frivilligt organisationsarbejde i sin hjemkommune, Hedensted, som er blandt de bedste herhjemme til at tage sig af de svageste indvandrere. Søren Bo Pedersen mener dog stadig, at der skal gøres mere for at forbedre integrationsindsatsen. Også i Hedensted.

Søren Bo Pedersen (R) er bekymret for, hvor integrationspolitikken er på vej hen
Foto: Jonas Kjærsgaard Laasholdt

En dansk ven
”Alle flygtninge skal have en dansk ven,” siger Søren Bo Pedersen. Det vil gøre det nemmere at blive integreret. Men hvordan ser det egentlig ud med integrationsindsatsen rundt om i kommunerne? Ifølge projektleder på et igangværende projekt hos VIVE* Iben Bolvig, er der noget, der tyder på, at kommunerne har fat i noget. I særdeleshed, når det handler om at få de svageste indvandrere i arbejde. Tiltag som sprogundervisning og jobtræning, giver ifølge Iben Bolvig pote lige nu. Hun understreger dog, at projektet stadig er i gang, og at det er for tidligt at drage endelige konklusioner. Projektet løber indtil december 2021.

Umulig integration

Søren frygter imidlertid at paradigmeskiftet vil umuliggøre integrationen, fordi det øgede fokus på hjemsendelse frem for integration vil fjerne ethvert incitament for indvandrere til at integrere sig, hvis de alligevel ved, at de skal sendes tilbage til deres hjemland, så hurtigt som muligt.

 

Her kan du se en bid af vores videointerview med Søren Bo Pedersen:

*(tidl. Kora), der beskriver sig selv som en uafhængig statslig institution under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

”Biograferne sælger jo ikke håndsæbe, vaskepulver eller toiletpapir!”

Går du meget i biografen? Så går du sandsynligvis heller ikke af vejen for en weekend på sofaen i selskab med din nye yndlingsserie. Til trods for, hvad man måske skulle tro, har streamingens opblomstring nemlig ikke sat en stopper for billetsalget rundt om i landets biografer. Hvordan kan det være?
Af Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Streaming er en uudtømmelig kilde af underholdning, som bare venter på at blive udforsket. Når du er klar. Når du har tid. Så hvorfor overhovedet bøvle med at bestille biografbilletter til op mod 100 kroner for halvanden times underholdning, når du for det samme eller mindre om måneden kan se præcis så mange forskellige film og serier du har lyst til?

Lars Konzack, der er lektor på Institut for Informationsmedier på KU, bakker op om denne undren:
”Jamen jeg tror, det er afgørende, at det er mere besværligt (at gå i biografen). Man skal bestille en billet, være der på et bestemt tidspunkt og så koster det også mere. Hvis man kan se det hjemme i sin stue for 99 kroner om måneden eller måske endda billigere, så skal det virkelig være noget specielt, og man skal vurdere ’gider jeg gå i biografen’, når man kan sidde derhjemme og se film,” siger Lars, og tilføjer at den efterhånden ret høje produktionskvalitet på diverse serier også er med til at lokke flere og flere til at blive derhjemme.

Kim Pedersen, der er formand for Danske Biografer, køber på ingen måde præmissen om, at der skulle være en faldende interesse for at gå i biografen. Snarere tværtimod.

Tallene her er udarbejdet af Danske Biografer. Kim Pedersen mener, at de er bevis for, at interessen for at gå i biografen ikke er faldende, på trods af streamingens fremfærd.
Foto: Danske Biografer

”Jeg kan kun sige, at det er noget sludder. Jeg har ingen indikationer på, at det skulle forholde sig sådan. Det er en produktdrevet branche. Har biograferne produktet kommer folk. Hvis ikke, bliver de hjemme,” siger Kim og fremhæver derefter at streaming og biograferne supplerer hinanden. Og altså ikke hæmmer hinanden. Kim slår desuden et slag for sine egne statistikker, som i modsætning til vores tal fra Danmarks Statistik, viser tal fra 2018. Her ser man, hvordan billetsalget bevæger sig i en skiftevis stigende og faldende kurve. Tager man de tal for gode varer, er der altså belæg for at påstå, at streaming ikke totalt har opslugt danskernes fascination af at tage i biografen, men at der i stedet er tale om en form for vekselvirkning.

Det er de her tal som Kim Pedersen afviser, da de hverken dækker 2017 eller 2018. Han er generelt skeptisk over for tal fra Danmarks Statistik. Screendump fra Excel.

 

Både Kim og Lars er enige om, at den virkelige taber i det her spil er flowtv. Den type tv har længe været på vej ud, men de seneste års streamingeksplosion har mildt sagt fremskyndet den proces.

Explainer – jo mere du streamer, jo mere går du i biografen

Hjemmeopgave 1: Dine forventninger

Mit navn er Jonas Kjærsgaard Laasholdt. Jeg kommer oprindeligt fra Sønderjylland. Nærmere bestemt Bovrup. En by, der ligger cirka midt imellem Aabenraa og Sønderborg. Jeg har boet i det område hele mit liv, indtil jeg flyttede til Aarhus i sommer. Jeg interesserer mig generelt meget for sport. Det er dog især fodbold, der gør det for mig. Derfor spiller jeg da også på skolens fodboldhold, FC Åben Modus. Derudover følger jeg med i de mest interessante fodboldkampe fra ind- og udland. Jeg forsøger at få set alle FC Barcelonas kampe.

Det her er mig på 200-gangen. 
Foto: Rebecca Christie Fleischer Vosegaard

Her i starten af 2. semester kommer det meste af min fritid til at dreje sig om rusforløbet, fordi jeg skal være rusvært for de kommende 1. semesterstuderende. Det glæder jeg mig meget til at være en del af.

I forhold til, hvad jeg forventer at få ud af forløbet, er jeg efterhånden blevet informeret fra flere sider om, at det er et hårdt semester. Så jeg forventer at det bliver hårdt, men jeg forventer samtidig at få en hel masse ud af det. Det har jeg i hvert fald hørt fra flere af de studerende på de ældre årgange, at man gør. Også sådan lidt uden helt at være klar over det. Jeg forsøger at forberede mig bedst muligt til forløbet ved at få læst og tjekket op på, om jeg har styr på det, der skal være styr på inden semesterstart.

Når det kommer til gruppe- og pararbejde vil jeg mene, at jeg faktisk er ret behagelig at arbejde sammen med. Jeg har ikke den store trang til absolut at skulle bestemme ting, men jeg kan også godt sige til, hvis der er noget jeg er totalt uenig i. Specielt i gruppearbejde er jeg god til at sørge for den gode stemning, og jeg forsøger virkelig at gøre mit for, at alle har det godt. Jeg bilder mig ind, at man får det bedste produkt ud af en arbejdsproces, hvis man har det godt med hinanden samtidig.

Mine ambitioner for forløbet er som nævnt at blive klogere, og mere skarp på det journalistiske fag. Helt konkret vil jeg gerne blive bedre til at afgøre, hvilke jeg modeller jeg skriver artikler efter. Det blev hurtigt lidt flyvsk for mig på 1. semester. Det håber jeg at kunne rette op på her på 2. semester. Det leder lidt hen til mine faglige svagheder. Jeg synes selv, at jeg er håbløs til at finde på ting at skrive om. Jeg er heller ikke særlig god til bare at ringe folk op. Det skal jeg øve mig på. Både min kreative side, og dét med bare at turde ringe folk, selvom jeg måske føler at jeg trænger mig på. Det kan måske afhjælpes af, at være mere skarp i min research. Så jeg ved, hvad jeg ringer og gerne vil vide. Jeg vil forsøge at rette op på de her svagheder, ved at følge med i undervisningen og forsøge at tage til mig, hvad der bliver sagt. Derudover tror jeg, at mange af tingene bliver bedre, jo flere gange man gør det.

Modstridende vidneforklaringer i sag om grov vold

Stemningen er let i retslokale 3 ved Byretten i Aarhus. Der er to tiltalte i sagen, som er på programmet denne råkolde novemberdag. De sidder og joker og griner med hinanden og med deres to forsvarsadvokater. De tiltalte er afslappet klædt, til forskel fra både forsvarsadvokaterne og anklagerne, der sidder tværs over for dem. Bag ved anklagerne sidder otte nævninge. Der bliver raslet med plastickopper, så det kan høres i hele lokalet. Et retslokale, der næsten er fyldt. Foruden dem, der absolut skal være her, er der mange pårørende til de tiltalte til stede. Lokalet er desuden tæt befolket af betjente.
Klokken slår ni. Den midterste dør bagest i lokalet går op. Ind kommer tre dommere. ”Godmorgen. Sid ned,” lyder det. Retten er sat.

Sagen drejer som vold. Grov vold. Og våbenbesiddelse. Episoden udspillede sig på natten mellem d. 28. og 29. januar i år, på Dorthesvej i Aarhus V. Sagen har kørt nogle dage, og fortsætter ind i julemåneden. I dag er der vidneforklaringer på programmet. Forklaringer, som skal forsøge at klarlægge, hvad der skete den pågældende nat. Stykker man vidneforklaringerne sammen fra de i alt 7 vidner, der var mødt ind i dag, får man et indtryk af, at det har været en særdeles tumultarisk nat. Blandt vidnerne er der generel enighed om, at der den pågældende nat skulle være slåskampe og biler, der kørte ind i hinanden på Dorthesvej. Enkelte vidner er overbeviste om, at det er en banderelateret konflikt, og at dele af de fremmødte den nat var maskerede. Der er uklarhed om, hvor mange, der egentlig var en del af konflikten. Ud fra vidneforklaringerne er alt fra plus fem, til omkring 25 en mulighed. For at hjælpe vidnerne til at huske natten for snart et år siden, er der indhentet stribevis af overvågningsvideoer og private mobiloptagelser. Overvågningsbillederne bliver brugt af anklagerne til at forsøge at stykke tidslinjen sammen. Noget, der pludselig bliver problematisk, da ét af dagens vidner giver en forklaring, der gør det svært at få overvågningsbillederne til at give mening.

I forhold til de privatoptagelser retten er i besiddelse af, er det også svært præcist at afgøre, hvad de viser. Der er blevet filmet på afstand af optrinnet på Dorthesvej, men i optagelsen hører man råb og skrig. Derudover lyder der en række brag i klippet. Om det er pistolskud eller biler, der kører ind i hinanden, er der ikke enighed om blandt vidnerne. Ikke desto mindre taler et af vidnerne om, at hendes bror er blevet skudt i foden. Det er blandt andet noget af det, tiltalen om våbenbesiddelse drejer sig om.

Da dagens fjerde vidne afgiver forklaring bliver det pludselig noget mudret, hvad der egentlig er sket. Hun er slet ikke i stand til at genkalde sig nogen af forklaringerne, hun tidligere har afgivet til Politiet. Heller ikke på trods af detaljegraden i forklaringerne. Gennem anklagerens spørgsmål bliver det tydeligt, at vidnet enten vitterligt har svedt sine egne forklaringer totalt ud, eller at hun ikke tør sige, hvad hun rent faktisk så.

Dagens mange vidner lader generelt til at huske nattens begivenheder forskelligt, dog med sammenfald. Størstedelen nævner lydene, der kan være skud. De nævner alle sammen en bil, der ender i en hæk. Det er tidsrammen for begivenhederne og spørgsmålet om, om mindst én af de tiltalte var eller ikke var på Dorthesvej den for snart ét år siden, der er størst uenighed om.

Efter planen afsiges der dom i sagen d. 13. december 2018.

Tegn: 3487

Vinkelsætning: “Jeg vil gerne fortælle, at der var en del igennem systemet, men at det stadig ikke er klart, hvad der præcist er foregået på natten mellem d. 28. og 29. januar 2018.”

Mor tog hospitalet med hjem

Vi sætter os i hjørnet af det lokale, hvor kollegiefesterne normalt foregår. Gulvet er fedtet, men vinduerne ser nypudsede ud. Vi sidder med udsigt over haven. Isoleret fra resten af kollegieboerne. Netop isolation var en stor del af Jonas’ hverdag i den periode, hans mor var syg. Det var en periode i hans liv, hvor bare dét at stå op om morgenen pludselig blev en udfordring.
Af: Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Skal Jonas snakke med sin mor, foregår det ofte i sengen på kollegieværelset
Foto: Jonas Kjærsgaard

Jonas er 22 år gammel. Han bor i Aarhus, hvor han studerer International Virksomhedskommunikation med Spansk på universitet. I dag har han det godt, men i folkeskolen ramlede Jonas’ verden, da hans mor fik konstateret kræft i hjernen. Det var en mørk tid i hans liv. En tid, hvor det ikke er det hele, der står knivskarpt.

Det skete i 2009. En måneds tid efter Jonas’ konfirmation fandt han ud af, at hans mor havde skånet ham for realiteterne, mens konfirmationsræset stod på. Det var ikke længere muligt for hende at skjule det. Jonas’ mor havde fået en kræftsvulst i hjernen. Den sad på frontallabberne og lige bag ved næsen. Der var en stor risiko for, at den ville vokse sammen med hjernen, hvis ikke der hurtigt blev gjort noget. I forhold til frygten for at miste sin mor siger Jonas, at han forsøgte at acceptere det:

”Man har jo hørt om at… Kræft er lig med død. Nærmest. Så allerede i starten var jeg bevidst om, at hun kunne dø.”

Alene med det hele
Diagnosen resulterede i, at Jonas’ mor straks gik i gang med et kemoforløb. Et forløb, hvor hun næsten aldrig var hjemme. ”Det var sådan lidt en mærkelig tid, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var meget på mit værelse og holdt mig for mig selv. Også fra mine venner,” siger Jonas, mens han skæver til kaffekoppen foran ham og flytter på skeen, der umærkeligt glider tilbage i udgangspositionen. På det her tidspunkt var Jonas meget alene. Hans mor var dødeligt syg, han var ikke på talefod med sin storesøster, hans små søskende var for små til at forstå situationens alvor, hans papfar arbejdede nærmest i døgndrift, og hans biologiske far passede sin nye familie i Vejle.

”Hvorfor er min far her ikke? Hvorfor hjælper han os ikke? Jeg følte, at jeg stod meget alene med det,” husker Jonas at han tænkte dengang. Oven i alt det, havde han også raget uklar med gutterne i klassen.

”Jeg sov rigtig meget på det her tidspunkt. Jeg kom ikke i skole. Jeg blev hjemme og sov længe. Jeg gamede rigtig meget. Jeg havde ikke rigtig nogen at snakke med,” siger Jonas, der også fortæller om, hvordan ingen af lærerne på hans skole tog fat i ham, for at finde ud af, hvorfor han konstant kom for sent og var træt, når han endelig dukkede op.

I løbet af de fire måneder som Jonas’ mors forløb varede, var hun kun hjemme på besøg enkelte gange. Hjemmebesøg som Jonas ikke husker som specielt vellykkede:

”Det gik galt hver gang. Al medicinen gjorde hende skør. Hun tossede op over ingenting, var forvirret, sad i sofaen og røg hundrede pakker smøger om dagen. Jeg gik op på mit værelse. Isolerede mig igen.
Det var min måde at cope med dét på. Jeg prøvede at tage noget ansvar. At passe på mine søskende, men jeg var ikke særlig gammel.”

Under forløbet, var der specielt én episode, der satte sig sine spor hos Jonas: ”Da sværeste var, da min mor en dag kom hjem, og hun var meget påvirket. Jeg tror egentlig, at jeg troede, hun var fuld. Hun kom i hvert fald hjem, og jeg tror måske at hun har drukket noget vin med min papfar den aften. Og de var blevet meget uvenner. Rigtig meget uvenner. Og han var blevet sur og oprørt, og så var han kørt. Beruset vel at mærke. Min mor, der også var oprørt, og formentlig også fuld, blev hidsig og ville køre efter ham. Da prøvede jeg så at få hende lagt i seng, men det lykkedes ikke. Det endte så med at hun tog bilen. Og ikke nok med at hun tog bilen, så tog hun også mine søskende med. Min lillebror og lillesøster. Og der vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var sådan en situation, hvor jeg gav op på alt. Hvad fanden kan man gøre? Jeg var magtesløs. Jeg sad bare dér sammen med min storesøster og vi kunne intet gøre.”

Episoden står ganske klart for Jonas, men han husker ikke, hvordan moderen og papfaren kom hjem igen. Han ved bare, at hans mor i hvert fald blev stoppet af politiet.

Hjemme igen
Efter fire måneders intensiv kemo- og laserbehandling var Jonas’ mor pludselig hjemme igen. Hun blev installeret i stuen med en kæmpestor hospitalsseng, og havde stadigvæk enorme mængder af medicin hun skulle igennem hver dag. For Jonas var tiden efter mor kom hjem cirka lige så kaotisk, som når hun var på besøg under forløbet. ”Hun kunne jo ikke engang gå på toilet mere. Hun var nødt til at have en potte nede i stuen,” husker Jonas. Med mor placeret i stuen døgnet rundt, havde Jonas pludselig ikke ret meget lyst til at være i netop den del af huset:

”Der var sådan en ubehagelig stemning. Når man kom ind, lugtede det helt vildt af røg. Fjernsynet kørte altid og så sad min mor dér. Og så skulle man måske til at snakke om et eller andet man ikke gad at snakke om.”

Tilbage på sporet
For at få sparket en hverdag i gang igen, begyndte Jonas igen at gå i skole. For at få indhentet noget af alt det, han havde misset i 8. klasse. Han blev gode venner med de fleste af sine kammerater igen, men han havde stadig en tendens til at bruge mange af eftermiddagens timer på værelset. For at slippe væk fra tanken om, at mor sad i stuen hele dagen.
Efter 9. klasse tog Jonas på efterskole, og han havde indtryk af, at der var noget mere stabilitet i hverdagen derhjemme. Hans mor var begyndt at trappe ned på medicinen, og Jonas havde fået lommepenge med på efterskole. Når han en sjælden gang var hjemme, var mor ved at komme oven på, skønt der stadigvæk ikke var kæmpe reserver af overskud.

Det sluttede en lys vinterdag
Jonas oplevede det endelige punktum for moderens kræftforløb en vinterdag i Esbjerg, hvor hele familien var på besøg hos en hospitalsven, der havde hjulpet deres mor igennem den svære tid. ”Han har lidt et rodet hjem med masser af papegøjer og blomster over det hele. Det er meget hyggeligt. Og det er her, jeg har den her ’nu er det slut’-fornemmelse. Nu er der ro på,” siger Jonas, imens han skiftevis kigger ned i den tomme kaffekop og ud af vinduet. ”Hun har det godt i dag, og vi er tættere end vi nogensinde var før og under hendes forløb… Men kræften har ikke været god ved hende. Den har nok taget 20 år.”

Hør Jonas fortælle om, da det lysnede for familien:


Senest redigeret: 28/11 2018 klokken 11:36

Det ene træs død – det andet træs brød

Der bliver søsat miljørigtige tiltag mange steder i verden. I Aarhus forsøger man fra kommunens side at spæde til bålet, der brænder for miljørigtighed, ved blandt andet at fælde underskov langs Brabrandstien.
Af Jonas Kjærsgaard Laasholdt

”At gå rundt her med P1 i ørerne, mens man laver noget, som i så høj grad bare ligger i fingrene, det kan jeg lige holde til.” Ordene tilhører 55-årige Håkon Krogshede, der i fuld skovhuggerhabit med dertilhørende hjelm, påmonterede høreværn og en motorsav mellem de grove hænder, har fået til opgave at rydde ud i underskoven på et hidtil afgrænset område, der – kun adskilt af Brabrandstien – ligger lige ved siden af Brabrand Sø.

Håkon Krogshede er særdeles ferm med en motorsav. Han har selv bygget sit eget hus.
Foto: Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Velkommen i den grønne lund
Den helt lavpraktiske opgave for Håkon er at rydde ud i underskoven, så frø fra andre træer kan få det lys, de skal bruge for at vokse. Udover at skabe grobund for etableringen af en ny underskov, er missionen at forbedre forholdene for husejerne op til skovområdet. Beboere, der ønsker bedre udsigt til Brabrand Sø, men som også er trætte af, at folk kan luske rundt i krattet. De frygter, at der lusker indbrudstyve rundt i ly af krat og mørke. Ifølge Håkon er denne frygt dog en anelse ubegrundet.

Fældningen af træerne er en politisk beslutning, der både handler om vedligeholdelse af grønne rekreative områder, men også om omlægning til grøn energi.

Hvor lang tid projektet kommer til at tage, ved Håkon ikke. Det er et projekt, der udvikler sig i takt med, at bevoksningen fældes nogle steder, mens den bliver stående andre steder. Det skal ikke bare væk alt sammen. Der er dog også en miljømæssig dagsorden med reguleringen af skovarealet.

Træflis – fis eller fornuft?
Det træ, Håkon fælder, ender sandsynligvis sine dage som træflis på et kraftvarmeværk som det, der ligger i Lisbjerg. Herfra vil det hjælpe til med at fremme miljørigtigheden herhjemme. Træflis er trods alt mere miljørigtigt, end afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie. Selvsamme miljørigtighed får dog et lille nap bagi, når man dykker ned i, hvor i verden der blandt andet også skibes træflis til Danmark fra. Der transporteres nemlig træflis hertil fra både Sverige, Canada og ”vist nok også østlandene,” siger Håkon, mens han sparker en lille gren af et træ, der for længst har stiftet bekendtskab med klingen på Håkons Husqvarna motorsav. Al træflisen fragtes hertil i skibe. Og altså i nogle tilfælde tværs over Atlanterhavet.

Det faktum, at man er nødt til at transportere træflis hele vejen fra eksempelvis Canada, skurrer dog i ørerne på Håkon, der ellers synes meget godt om hele idéen med træflis. ”Jeg kan godt lide det her med fra jord til bord,” siger Håkon, mens han samtidig stiller sig spørgende overfor, hvor miljørigtigt det egentlig er at transportere træflis på tværs af Atlanten.

Det koster trods alt både tid, penge og en pokkers masse olie at fragte ting og sager på tværs af et verdenshav. Pludselig klinger den fikse idé en smule hult, set i et bæredygtigt perspektiv.

Anslag: 3024