Modstridende vidneforklaringer i sag om grov vold

Stemningen er let i retslokale 3 ved Byretten i Aarhus. Der er to tiltalte i sagen, som er på programmet denne råkolde novemberdag. De sidder og joker og griner med hinanden og med deres to forsvarsadvokater. De tiltalte er afslappet klædt, til forskel fra både forsvarsadvokaterne og anklagerne, der sidder tværs over for dem. Bag ved anklagerne sidder otte nævninge. Der bliver raslet med plastickopper, så det kan høres i hele lokalet. Et retslokale, der næsten er fyldt. Foruden dem, der absolut skal være her, er der mange pårørende til de tiltalte til stede. Lokalet er desuden tæt befolket af betjente.
Klokken slår ni. Den midterste dør bagest i lokalet går op. Ind kommer tre dommere. ”Godmorgen. Sid ned,” lyder det. Retten er sat.

Sagen drejer som vold. Grov vold. Og våbenbesiddelse. Episoden udspillede sig på natten mellem d. 28. og 29. januar i år, på Dorthesvej i Aarhus V. Sagen har kørt nogle dage, og fortsætter ind i julemåneden. I dag er der vidneforklaringer på programmet. Forklaringer, som skal forsøge at klarlægge, hvad der skete den pågældende nat. Stykker man vidneforklaringerne sammen fra de i alt 7 vidner, der var mødt ind i dag, får man et indtryk af, at det har været en særdeles tumultarisk nat. Blandt vidnerne er der generel enighed om, at der den pågældende nat skulle være slåskampe og biler, der kørte ind i hinanden på Dorthesvej. Enkelte vidner er overbeviste om, at det er en banderelateret konflikt, og at dele af de fremmødte den nat var maskerede. Der er uklarhed om, hvor mange, der egentlig var en del af konflikten. Ud fra vidneforklaringerne er alt fra plus fem, til omkring 25 en mulighed. For at hjælpe vidnerne til at huske natten for snart et år siden, er der indhentet stribevis af overvågningsvideoer og private mobiloptagelser. Overvågningsbillederne bliver brugt af anklagerne til at forsøge at stykke tidslinjen sammen. Noget, der pludselig bliver problematisk, da ét af dagens vidner giver en forklaring, der gør det svært at få overvågningsbillederne til at give mening.

I forhold til de privatoptagelser retten er i besiddelse af, er det også svært præcist at afgøre, hvad de viser. Der er blevet filmet på afstand af optrinnet på Dorthesvej, men i optagelsen hører man råb og skrig. Derudover lyder der en række brag i klippet. Om det er pistolskud eller biler, der kører ind i hinanden, er der ikke enighed om blandt vidnerne. Ikke desto mindre taler et af vidnerne om, at hendes bror er blevet skudt i foden. Det er blandt andet noget af det, tiltalen om våbenbesiddelse drejer sig om.

Da dagens fjerde vidne afgiver forklaring bliver det pludselig noget mudret, hvad der egentlig er sket. Hun er slet ikke i stand til at genkalde sig nogen af forklaringerne, hun tidligere har afgivet til Politiet. Heller ikke på trods af detaljegraden i forklaringerne. Gennem anklagerens spørgsmål bliver det tydeligt, at vidnet enten vitterligt har svedt sine egne forklaringer totalt ud, eller at hun ikke tør sige, hvad hun rent faktisk så.

Dagens mange vidner lader generelt til at huske nattens begivenheder forskelligt, dog med sammenfald. Størstedelen nævner lydene, der kan være skud. De nævner alle sammen en bil, der ender i en hæk. Det er tidsrammen for begivenhederne og spørgsmålet om, om mindst én af de tiltalte var eller ikke var på Dorthesvej den for snart ét år siden, der er størst uenighed om.

Efter planen afsiges der dom i sagen d. 13. december 2018.

Tegn: 3487

Vinkelsætning: “Jeg vil gerne fortælle, at der var en del igennem systemet, men at det stadig ikke er klart, hvad der præcist er foregået på natten mellem d. 28. og 29. januar 2018.”

Mor tog hospitalet med hjem

Vi sætter os i hjørnet af det lokale, hvor kollegiefesterne normalt foregår. Gulvet er fedtet, men vinduerne ser nypudsede ud. Vi sidder med udsigt over haven. Isoleret fra resten af kollegieboerne. Netop isolation var en stor del af Jonas’ hverdag i den periode, hans mor var syg. Det var en periode i hans liv, hvor bare dét at stå op om morgenen pludselig blev en udfordring.
Af: Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Skal Jonas snakke med sin mor, foregår det ofte i sengen på kollegieværelset
Foto: Jonas Kjærsgaard

Jonas er 22 år gammel. Han bor i Aarhus, hvor han studerer International Virksomhedskommunikation med Spansk på universitet. I dag har han det godt, men i folkeskolen ramlede Jonas’ verden, da hans mor fik konstateret kræft i hjernen. Det var en mørk tid i hans liv. En tid, hvor det ikke er det hele, der står knivskarpt.

Det skete i 2009. En måneds tid efter Jonas’ konfirmation fandt han ud af, at hans mor havde skånet ham for realiteterne, mens konfirmationsræset stod på. Det var ikke længere muligt for hende at skjule det. Jonas’ mor havde fået en kræftsvulst i hjernen. Den sad på frontallabberne og lige bag ved næsen. Der var en stor risiko for, at den ville vokse sammen med hjernen, hvis ikke der hurtigt blev gjort noget. I forhold til frygten for at miste sin mor siger Jonas, at han forsøgte at acceptere det:

”Man har jo hørt om at… Kræft er lig med død. Nærmest. Så allerede i starten var jeg bevidst om, at hun kunne dø.”

Alene med det hele
Diagnosen resulterede i, at Jonas’ mor straks gik i gang med et kemoforløb. Et forløb, hvor hun næsten aldrig var hjemme. ”Det var sådan lidt en mærkelig tid, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var meget på mit værelse og holdt mig for mig selv. Også fra mine venner,” siger Jonas, mens han skæver til kaffekoppen foran ham og flytter på skeen, der umærkeligt glider tilbage i udgangspositionen. På det her tidspunkt var Jonas meget alene. Hans mor var dødeligt syg, han var ikke på talefod med sin storesøster, hans små søskende var for små til at forstå situationens alvor, hans papfar arbejdede nærmest i døgndrift, og hans biologiske far passede sin nye familie i Vejle.

”Hvorfor er min far her ikke? Hvorfor hjælper han os ikke? Jeg følte, at jeg stod meget alene med det,” husker Jonas at han tænkte dengang. Oven i alt det, havde han også raget uklar med gutterne i klassen.

”Jeg sov rigtig meget på det her tidspunkt. Jeg kom ikke i skole. Jeg blev hjemme og sov længe. Jeg gamede rigtig meget. Jeg havde ikke rigtig nogen at snakke med,” siger Jonas, der også fortæller om, hvordan ingen af lærerne på hans skole tog fat i ham, for at finde ud af, hvorfor han konstant kom for sent og var træt, når han endelig dukkede op.

I løbet af de fire måneder som Jonas’ mors forløb varede, var hun kun hjemme på besøg enkelte gange. Hjemmebesøg som Jonas ikke husker som specielt vellykkede:

”Det gik galt hver gang. Al medicinen gjorde hende skør. Hun tossede op over ingenting, var forvirret, sad i sofaen og røg hundrede pakker smøger om dagen. Jeg gik op på mit værelse. Isolerede mig igen.
Det var min måde at cope med dét på. Jeg prøvede at tage noget ansvar. At passe på mine søskende, men jeg var ikke særlig gammel.”

Under forløbet, var der specielt én episode, der satte sig sine spor hos Jonas: ”Da sværeste var, da min mor en dag kom hjem, og hun var meget påvirket. Jeg tror egentlig, at jeg troede, hun var fuld. Hun kom i hvert fald hjem, og jeg tror måske at hun har drukket noget vin med min papfar den aften. Og de var blevet meget uvenner. Rigtig meget uvenner. Og han var blevet sur og oprørt, og så var han kørt. Beruset vel at mærke. Min mor, der også var oprørt, og formentlig også fuld, blev hidsig og ville køre efter ham. Da prøvede jeg så at få hende lagt i seng, men det lykkedes ikke. Det endte så med at hun tog bilen. Og ikke nok med at hun tog bilen, så tog hun også mine søskende med. Min lillebror og lillesøster. Og der vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var sådan en situation, hvor jeg gav op på alt. Hvad fanden kan man gøre? Jeg var magtesløs. Jeg sad bare dér sammen med min storesøster og vi kunne intet gøre.”

Episoden står ganske klart for Jonas, men han husker ikke, hvordan moderen og papfaren kom hjem igen. Han ved bare, at hans mor i hvert fald blev stoppet af politiet.

Hjemme igen
Efter fire måneders intensiv kemo- og laserbehandling var Jonas’ mor pludselig hjemme igen. Hun blev installeret i stuen med en kæmpestor hospitalsseng, og havde stadigvæk enorme mængder af medicin hun skulle igennem hver dag. For Jonas var tiden efter mor kom hjem cirka lige så kaotisk, som når hun var på besøg under forløbet. ”Hun kunne jo ikke engang gå på toilet mere. Hun var nødt til at have en potte nede i stuen,” husker Jonas. Med mor placeret i stuen døgnet rundt, havde Jonas pludselig ikke ret meget lyst til at være i netop den del af huset:

”Der var sådan en ubehagelig stemning. Når man kom ind, lugtede det helt vildt af røg. Fjernsynet kørte altid og så sad min mor dér. Og så skulle man måske til at snakke om et eller andet man ikke gad at snakke om.”

Tilbage på sporet
For at få sparket en hverdag i gang igen, begyndte Jonas igen at gå i skole. For at få indhentet noget af alt det, han havde misset i 8. klasse. Han blev gode venner med de fleste af sine kammerater igen, men han havde stadig en tendens til at bruge mange af eftermiddagens timer på værelset. For at slippe væk fra tanken om, at mor sad i stuen hele dagen.
Efter 9. klasse tog Jonas på efterskole, og han havde indtryk af, at der var noget mere stabilitet i hverdagen derhjemme. Hans mor var begyndt at trappe ned på medicinen, og Jonas havde fået lommepenge med på efterskole. Når han en sjælden gang var hjemme, var mor ved at komme oven på, skønt der stadigvæk ikke var kæmpe reserver af overskud.

Det sluttede en lys vinterdag
Jonas oplevede det endelige punktum for moderens kræftforløb en vinterdag i Esbjerg, hvor hele familien var på besøg hos en hospitalsven, der havde hjulpet deres mor igennem den svære tid. ”Han har lidt et rodet hjem med masser af papegøjer og blomster over det hele. Det er meget hyggeligt. Og det er her, jeg har den her ’nu er det slut’-fornemmelse. Nu er der ro på,” siger Jonas, imens han skiftevis kigger ned i den tomme kaffekop og ud af vinduet. ”Hun har det godt i dag, og vi er tættere end vi nogensinde var før og under hendes forløb… Men kræften har ikke været god ved hende. Den har nok taget 20 år.”

Hør Jonas fortælle om, da det lysnede for familien:


Senest redigeret: 28/11 2018 klokken 11:36

Det ene træs død – det andet træs brød

Der bliver søsat miljørigtige tiltag mange steder i verden. I Aarhus forsøger man fra kommunens side at spæde til bålet, der brænder for miljørigtighed, ved blandt andet at fælde underskov langs Brabrandstien.
Af Jonas Kjærsgaard Laasholdt

”At gå rundt her med P1 i ørerne, mens man laver noget, som i så høj grad bare ligger i fingrene, det kan jeg lige holde til.” Ordene tilhører 55-årige Håkon Krogshede, der i fuld skovhuggerhabit med dertilhørende hjelm, påmonterede høreværn og en motorsav mellem de grove hænder, har fået til opgave at rydde ud i underskoven på et hidtil afgrænset område, der – kun adskilt af Brabrandstien – ligger lige ved siden af Brabrand Sø.

Håkon Krogshede er særdeles ferm med en motorsav. Han har selv bygget sit eget hus.
Foto: Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Velkommen i den grønne lund
Den helt lavpraktiske opgave for Håkon er at rydde ud i underskoven, så frø fra andre træer kan få det lys, de skal bruge for at vokse. Udover at skabe grobund for etableringen af en ny underskov, er missionen at forbedre forholdene for husejerne op til skovområdet. Beboere, der ønsker bedre udsigt til Brabrand Sø, men som også er trætte af, at folk kan luske rundt i krattet. De frygter, at der lusker indbrudstyve rundt i ly af krat og mørke. Ifølge Håkon er denne frygt dog en anelse ubegrundet.

Fældningen af træerne er en politisk beslutning, der både handler om vedligeholdelse af grønne rekreative områder, men også om omlægning til grøn energi.

Hvor lang tid projektet kommer til at tage, ved Håkon ikke. Det er et projekt, der udvikler sig i takt med, at bevoksningen fældes nogle steder, mens den bliver stående andre steder. Det skal ikke bare væk alt sammen. Der er dog også en miljømæssig dagsorden med reguleringen af skovarealet.

Træflis – fis eller fornuft?
Det træ, Håkon fælder, ender sandsynligvis sine dage som træflis på et kraftvarmeværk som det, der ligger i Lisbjerg. Herfra vil det hjælpe til med at fremme miljørigtigheden herhjemme. Træflis er trods alt mere miljørigtigt, end afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie. Selvsamme miljørigtighed får dog et lille nap bagi, når man dykker ned i, hvor i verden der blandt andet også skibes træflis til Danmark fra. Der transporteres nemlig træflis hertil fra både Sverige, Canada og ”vist nok også østlandene,” siger Håkon, mens han sparker en lille gren af et træ, der for længst har stiftet bekendtskab med klingen på Håkons Husqvarna motorsav. Al træflisen fragtes hertil i skibe. Og altså i nogle tilfælde tværs over Atlanterhavet.

Det faktum, at man er nødt til at transportere træflis hele vejen fra eksempelvis Canada, skurrer dog i ørerne på Håkon, der ellers synes meget godt om hele idéen med træflis. ”Jeg kan godt lide det her med fra jord til bord,” siger Håkon, mens han samtidig stiller sig spørgende overfor, hvor miljørigtigt det egentlig er at transportere træflis på tværs af Atlanten.

Det koster trods alt både tid, penge og en pokkers masse olie at fragte ting og sager på tværs af et verdenshav. Pludselig klinger den fikse idé en smule hult, set i et bæredygtigt perspektiv.

Anslag: 3024

Da en folkeskoleklasse besøgte skoleskibet, var det nær gået galt – Tobias blev en uventet helt

Af Jonas Kjærsgaard Laasholdt

23-årige Tobias Stidsen, der er uddannet sømand, trådte til, da han var kvartermester på skoleskibet Georg Stage, og en folkeskoleklasses sikkerhed blev bragt i fare.

Folkeskoleklassen var heldig, at Tobias var med ombord.

Der var gang i vinden, da Tobias agerede kvartermester ombord på et skib, der primært var bemandet af folkeskoleelever. Da vinden blev så voldsom at styrmanden var nødt til at reagere, måtte Tobias gøre det samme, da skibet begyndte at vippe faretruende.

Tobias reagerede heldigvis lynhurtigt og fik råbende dirigeret folkeskoleklassen op i den ene ende af skibet, der vippede så voldsomt, at bommen begav sig ud på en svingtur på tværs af dækket. Et dæk, der var tæt befolket af forskrækkede folkeskoleelever. Her var altså en situation under opsejling, der potentielt kunne være livsfarligt at stå midt i.
Netop som Tobias havde sikret bommen i den ene ende af skibet, rev den sig løs i den anden. Det skete, fordi styrmanden forsøgte at rette skibet op, men i stedet vippede det for meget til den ene side. ”Altså, dem, der stod til rors var snotdumme. Hvis du får bommen i hovedet, så dør du!”, udbryder Tobias.

Hvem har ansvaret når dem, der står til rors er ’snotdumme’?
Som kvartermester var det ikke Tobias, der havde det overordnede ansvar for selve sejladsen, den dag folkeskoleklassen var med ombord. Det var kaptajnen, der skulle være sin opgave voksen. Denne dag var det dog på ingen måde tilfældet, sådan som Tobias beretter.
Når der er kraftig vind, som der var den pågældende dag, er det styrmandens opgave, at lægge skibet så stabilt og lige på vandet som muligt.
”Da vi så er i land igen, går jeg hen til ham – altså kaptajnen – og spørger ham, hvad fanden han har gang i. Han virkede bare slet ikke som én, der fattede, hvad der lige var sket,” siger Tobias, der fortæller, hvordan han dirrede af raseri efter sejladsen.
Han fortæller også, at han aldrig siden har været ud at sejle med den samme besætning. ”Det skal jeg ikke nyde noget af! Jeg har ikke erfaring nok til at kunne tage ansvaret for, at de ikke kan finde ud af sejle,” konkluderer Tobias, der til sidst lægger vægt på, at der heldigvis ikke var nogen, som kom fysisk til skade.

Far og Kløvedal
Tobias har i mange år interesseret sig for at sejle. Han er flasket op med fortællinger fra sin fars gøren og laden på de syv have, og har derudover slugt den ene Troels Kløvedal-bog efter den anden. Tobias er i dag uddannet sømand og har set en del – primært nordeuropæisk – kyst. Blandt andet i løbet af sin tid som besætningsmedlem på skoleskibet Georg Stage.

Tobias’ far gik på samme skib 45 år forinden. ” Han har bare oplevet helt vildt mange sindssyge ting og været alle mulige steder,” siger Tobias. Det var farens bedrifter, som inspirerede Tobias til at uddanne sig til sømand, da han længtes efter noget spænding. Hans unge alder taget i betragtning, har han en del sejletid på cv’et, og han har da også planer om at tilføje flere oplevelser til listen.

Ordoptælling: 3033

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.